Milongaer 1

Til ikke-tango-folket:

En milonga er en tango-salon, dvs. et sted hvor man mødes og danser med hinanden. De fleste af dem foregår mellem kl. 21 og 03, men der er også nogle der starter allerede om eftermiddagen fx kl. 15, og der er andre, der varer helt til den lyse morgen.

Nogle milongaer er meget traditionelle – det betyder fx at man ikke møder op i jeans og t-shirt, at man som regel danser tæt og små trin, at der kun spilles traditionel tangomusik, at man byder op / accepterer med øjnene (små subtile blikke på tværs af dansegulvet), at det kun er mændene der byder op, at det altid er en mand der fører og en kvinde der følger, at musikken spilles i såkaldte tandaer (dvs. 3-5 tangonumre i samme stil), adskilt af cortinaer (en bid af et nummer som ikke er tango, til at markere pause), at man kun danser én tanda ad gangen med den samme dansepartner, og at kvinder og mænd sidder i hver sin del af lokalet, når de ikke danser.

På de traditionelle milongaer er det som regel også sådan, at hvis man som kvinde ankommer og sætter sig sammen med sin kæreste/mand, så bliver man ikke budt op af andre mænd. Derfor kan det være en god ide, at man ikke optræder som par på de traditionelle milongaer.
I øvrigt: Det omvendte er ikke tilfældet – manden kan uden problemer byde andre kvinder op!

Da vi for første gang kom ind på en af de traditionelle milongaer, var Ditte ikke opmærksom på opdelingen i herre- og damesektion, og kom til at sætte sig i herresektionen. Hun blev straks – venligt men bestemt – gelejdet over i damesektionen af milonga-arrangøren.

Det med at der bydes op med øjnene kan føre til små misforståelser. Ditte troede fx at hun blev budt op, da en kvinde bag hende blev budt op. Og hun nåede helt ud på dansegulvet, før det gik op for hende, at den mand hun troede hun skulle danse med, var på vej hen til en anden kvinde...

Ideen med at byde op med øjnene er selvfølgelig, at manden skal undgå (offentligt) at tabe ansigt, hvilket ville ske, hvis han gik hele vejen fra herresektionen til damesektionen, og blev afvist af den kvinde han bød op. Til gengæld giver det en lidt anspændt stemning, at der er så strikse rammer og så meget fokus på det spil der ligger i, hvem der nu byder hvem op, og hvem der bliver afvist.
Hvis man ikke havde de adskilte herre- og damesektioner, kunne man jo bare bevæge sig rundt blandt hinanden og snakke sammen (som man gør i de fleste andre sammenhænge i den civiliserede verden anno 2008!). Så kunne man byde én op, som man havde snakket med, eller sat sig i nærheden af. Og det ville ikke blive bemærket af alle andre i lokalet, om man fik ja eller nej.


Andre milongaer er mindre traditionelle, og her kan man møde op i det tøj man har lyst til, og der danses mere eksperimenterende og legende – hvilket ofte betyder større figurer, hvor de to dansere bevæger sig længere væk fra hinanden i omfavnelsen.

Her spilles der både traditionel tango og tango nuevo (nyere musik, der krydser tango med elektronisk musik). Ordet tango nuevo bruges også om den dansestil, som danses til denne musik. På de mindre traditionelle milongaer spilles der ikke tandaer, og man kan danse så mange danse med den samme dansepartner, som man vil. Dog danser man altid mindst tre danse sammen – at sige tak for dansen efter en eller to danse ville være et udtryk for, at den anden virkelig er forfærdelig at danse med.

På de mindre traditionelle milongaer ser man ind imellem også kvinder danse med kvinder og mænd danse med mænd. Mænd og kvinder sidder desuden ikke adskilt, og det giver lidt mere afslappede rammer omkring det at byde op.


På de klassiske milongaer i Buenos Aires kommer oftest en del lokale dansere, og de er som regel i alderen 35-70 år. På de andre milongaer kommer mange ikke-argentinere, og folk er generelt yngre (fra 16-17 år til omkring 50) – måske er det derfor Gerhard har lidt hang til de klassiske milongaer, mens Ditte helt klart foretrækker de ”yngre” steder ;-)